Christian blev første student i 2020
Selvom året kun lige er begyndt, kan Christian Troelsen fra Helsingør allerede nu glæde sig over at være første student i 2020.
Familie og venner stod klar med studenterhue og blomster, da 28-årige Christian kom ud fra sin sidste eksamen.
”Jeg har bare haft det bedste forløb her på HF & VUC Nordsjælland. Jeg har gået her i lidt over fire år, skiftevis i Helsingør og Hillerød. Jeg har taget både 10. klasses afgangseksamen og nu også en HF. Det har været virkelig godt at gå sammen med andre på min alder.”
-Christian Troelsen
Men studenterhuen betyder ikke, at Christian vil holde fri: ”Om 14 dage starter jeg på Erhvervsskolen, så jeg kan blive elektriker. Jeg glæder mig til at bruge mine hænder,” siger han. ”Og så har jeg min HF-eksamen klar, hvis jeg vil uddanne mig videre til montør eller ingeniør”.
Uddannelsescheferne fra HF & VUC Nordsjælland i Helsingør var også mødt op med blomster og to biografbilletter. Fra venstre uddannelseschef Niels Holm, Christian Troelsen og uddannelseschef Brian Kaae.