Vild natur på Milnersvej:
Indvielse af ny miniskov
Indvielsen
Der var trængsel på plænen bag Milnersvej 40, da HF & VUC Nordsjælland indviede skolens nye biodiversitetsprojekt, den såkaldte miniskov. En rød snor var sat op foran de nyplantede træer, og rektor Trine Larsen stod klar med saksen. Ved siden af hende repræsentanter fra Hillerød Kommunes område By og Miljø, der har støttet plantningen gennem Natur- og Biodiversitetspuljen.
Varm kakao på en kold dag
Da snoren røg over, klappede eleverne, som stod tæt i en lang kø for at få varm kakao og røde æbler. Stemningen var en uformel lille pause midt i skoledagen, og mange gik en prøvetur imellem de lave træer. Flere bemærkede, at området var større end de havde forestillet sig, men også at det krævede lidt fantasi at forestille sig hvordan det hele kommer til at vokse op.
Eleverne gjorde det hårde arbejde
Miniskoven er bestemt ikke bare pynt. Den er skabt med midler fra Hillerød Kommunes natur- og biodiversitetspulje, og i samarbejde mellem en række ihærdige kursister fra skolens biologi- geografi og designhold. Ole fra PutnGrow i Bogense, leverede de mange træer og buske og lagde et kæmpestort arbejde i at få det hele i jorden. Miniskoven er egentlig heller ikke specielt “mini”. I alt er der plantet omkring 130 træer og buske, nogle af dem op mod 270 centimeter høje. Så området har allerede fra starten karakter af rigtig beplantning.
Plads til vild natur
Elever og lærere på biologiholdet har selv udtænkt fordelingen af træer og buske. Tjørn, hassel, kvalkved, røn, navr, slåen, tørst og skovæble er fordelt i klynger, mens lind, eg og fuglekirsebær skaber mere åbne partier. Tanken er at efterligne en lille dansk naturlomme, hvor der ikke skal trimmes og pudses, men gives plads til det vilde.
Design
Skolens designhold har også bidraget. De har tegnet skitseforslag til kommende stier og skiltning, så både borgere og elever kan få glæde af området, uden at man forstyrrer beplantningen unødigt.
Kortet viser biologiholdets forslag til fordeling af de 130 træer og buske i den nye miniskov på arealet mellem Milnersvej, Godthåbsvej og Solvej.
”Vi glæder os til at se den vokse op”
To af HF-enkeltfagskursisterne fra skolens biologihold, Morgan Bøtcher Jarmer og Nadia Johansen, fulgte indvielsen helt tæt. Begge var tydeligt tilfredse med resultatet, da de stod ved indvielsen.
”Der er virkelig meget variation her,” sagde Morgan, som drømmer om at blive urban landskabsingeniør. ”Det er blevet ret meget, som vi håbede. Jeg kommer helt sikkert til at kigge forbi i årene fremover for at se, hvordan det udvikler sig.”
Nadia nikkede og tilføjede, at hun måske selv ender med at læse miljøteknologi. ”Det her er en af de ting, der giver mening. Man kan se, hvad ens arbejde bliver til.”
En grøn gave til byen
HF & VUC Nordsjællands store plæneareal har i mange år været en af de såkaldte grønne ørkener, som der er mange af rundt om i moderne byer. Intet vildt liv, bare græs. Nu er et område på små 70 x 30 meter forvandlet til en spirende lille oase, hvor insekter og planter forhåbentlig snart finder vej.
”Skoven er åben. Ikke bare for skolens elever, men for hele Hillerød,” sagde rektor Trine Larsen i sin korte tale. “Området har i årevis været en flad græsplæne, som mange i nabolaget bruger til hundeluftning, aftensture med børnene og en tur i skolens boldbur. Den nye miniskov er ikke kun for skolen, men også skabt netop med de lokale beboere i tankerne.” Trine Larsen takkede både kommunens By og Miljø-afdeling, PutnGrow og ikke mindst skolens elever og lærere for indsatsen.
Mere plads til undervisning
For HF & VUC Nordsjælland bliver området også et ekstra undervisningsrum. Her kan biologi- og designhold arbejde i det fri, og unge med brug for ro kan trække vejret lidt lettere under træerne.
Lige nu står træerne stadig små og spinkle i den fugtige efterårsjord, men med tiden bliver de til en rigtig skov. Vild natur på Milnersvej.