Ny rektor på HF & VUC Nordsjælland

Bestyrelsen for HF & VUC Nordsjælland har på bestyrelsesmødet den 20. marts besluttet at ansætte Trine Larsen som rektor.

Cand.scient.pol. Trine Larsen tiltræder med det samme som ny rektor for HF & VUC Nordsjælland, hvor hun de seneste fire måneder har været konstitueret rektor. Den 44-årige Hillerødborger har arbejdet ved HF & VUC Nordsjælland gennem de sidste 8 år. Først i afdelingen i Helsingør, herefter fire år som souschef i afdelingen i Hillerød.

Stor opbakning fra bestyrelsen

I bestyrelsen for HF & VUC Nordsjælland er der stor opbakning til Trine Larsen. Formand for bestyrelsen, Bolette Christensen, ser frem til at arbejde sammen med den nye rektor.

Trine er super kvalificeret og nærværende. Hun har en stor passion for kursisterne, og jeg er sikker på, at hun er den rette til at videreudvikle HF & VUC Nordsjælland. Det betyder meget at hun har så stor erfaring, og er lokalt forankret,” siger Bolette Christensen.

Arbejder for synlighed

Synlighed er et af Trine Larsens mål for fremtiden i HF & VUC Nordsjælland. Hun vil arbejde på at vise omverdenen den positive forskel, skolen gør i det Nordsjællandske.

Efter sommerferien er HF & VUC Nordsjælland at finde i Helsingør og Hillerød. Trine Larsen har arbejdet præcis 4 år på hver afdeling, så det er naturligt for hende at færdes begge steder. Det vil hun forsat gøre – også selvom hovedarbejdspladsen er i Hillerød.

Ud over at være cand.scient.pol. og master i ledelse har Trine Larsen også 12 års undervisning på CV’et. Privat bor hun i Hillerød med sin familie.